Gennem de følgende år
forsømte Danmark administration af Island og landet blev mere og mere
forarmet
Altinget som var blevet genoprettet i 1845 krævede flere gange øget
selvstyre men den Danske regering og rigsdag nægtede dette. I stedet blev
det med en lov fra 1871 fastslået at Island var en del af det Danske Rige og
i 1874 blev der udfærdiget en forfatning for Island der gav Altinget
lovgivende myndighed over indre anliggender. Kampen for selvstyre ændrede
sig i mod slutningen af århundredet mere og mere til en kamp for fuld
selvstændighed.
Indenfor billedkunst og andre kulturelle områder dominerede
nationalestrømninger og f.eks. oprettedes i Reykjavik Islands Universitet (Háskóli
Íslands)i 1911.
For mange var det også en kamp imod en samfundsomvæltning, bort fra et
samfund som havde den traditionelle landbrugsbaserede livsstil.
Altinget fik i 1904 lovgivende magt for indre Islandske anliggender og i
1915 blev der indført stemmeret for mænd og kvinder. Under 1. verdenskrig
mindskedes de økonomiske forbindelser med Danmark meget, og i 1918 opnåedes
der enighed om en unionsaftale, sådan at Island blev et selvstændigt rige,
men med Konge og udenrigspolitik fælles med Danmark. Aftalen skulle
genforhandles efter 25 år.
Da unionsaftalen mellem Island og Danmark udløb og skulle genforhandles, var
Danmark besat og af Nazi-tyskland. Island udråbte derfor egenhændig sig selv
som selvstændig republik den 17. juni 1944. Det skabte i brede kredse i
Danmark en bitterhed, at Islænderne handlede på denne måde, på et tidspunkt
hvor Danmark var berøvet sin handlefrihed. |
