|
Dagen er mindedag for Skt. Blasisus, der var Eremit og Biskop
i Sebaste i Armenien. Under kristen forfølgelsen i 300tallet, flygtede han
udi ørkenen, hvor han opholdt sig i 7 år. Han led martyr døden i år 316 under
Kejser Licinius (307-24).
Inden Blasius blev Biskop var han læge. Han er derfor blevet lægernes
skytshelgen. Han er en af de 14 nødhjælper, og pågrund af arten, af de
mirakler han tilskrives, anråbes han særligt ved hals- og hudsygdomme.
Herfra stammer den stadigt eksisterende skik,
der kaldes "Blasius-velsignelsen", hvor man beder Vorherre om beskyttelse mod
hals-onder og andre sygdomme. |
|
Legenden fortæller at Blasius var søn af rige og fornemme kristne.
Som meget ung han blev viet til biskop af Sebaste. Ikke længe derefter brød
kristen forfølgelserne under Kejser Licinius ud. Biskop Blasius flygtede ud
i ørknen hvor han boede i en hule i 7 år.
Legenden fortæller, at vilde dyr kom til ham der for at blive helbredt
og velsignet. En gang skal han have fået en ulv til at tilbage levere en
gris, den havde taget fra en fattig bondekone.
Mest kendt er dog legenden om moren, som kom til biskoppen med sin lille søn,
som havde fået et fiskeben i halsen og var ved at dø. Blasius redede
drengens liv med bøn og ved at lægge to lys over kors på drengens hals. Da
Blasius senere blev fængslet, bragte den samme kvinde til ham brød og lys.
Biskoppen blev fængslet af
guvernøren af Kappadokia Agricolaus. Guvernørens jægere, som var ude
for at fange vilde dyr til underholdning i amfiteatrene, fandt ham i en hule
udenfor Sebaste.
Efter at være blevet taget til fange nægtede Blasius fortsat at opgive sin
tro, han blev udsat for forskellige former for tortur, blandt andet blev hans
krop revet til blods med en strigle af jern. Han blev derefter dømt til
døden og halshugget. Legenden fortæller at han døde med en bøn på sine læber,
om at alle med halsonde måtte blive hjulpet gennem ham. |
 |