Jeg var 8 eller 9 år gammel, da jeg fik fortalt denne historie af en gammel cirkusklovn, som jeg kendte en gang. Jeg husker ikke længere, hvordan vi blev venner, men ligeså længe cirkuset var i byen, besøgte jeg ham hver dag lige efter
skoletid. Vi sad i græsset lige udenfor hans hyggelige skæve husvogn. Han fortalte mig om hans spændende rejser til fremmede lande langt borte, men en dag fortalte han mig en historie, der var anderledes end de andre.
Jeg husker at han smilte og så længe på mig og sagde så. Jeg vil nu fortælle dig en helt særlig og meget vigtig historie, som vi klovne fortæller til hinanden og til vore børn, og til de børn som vi ville ønske, at vi var fædre til.
Historien handler om noget, der hændte for to tusind år siden, og når jeg nu fortæller dig historien, kommer jeg til at fortælle den, som det var mig der oplevede alt dette, for
sådan er historien altid blevet fortalt, og sådan skal den for altid fortælles videre. Hør nu godt efter, så du også en gang kan fortælle den videre til dine egne små klovne. Og så fortalte han det, som jeg nu har forsøgt at skrive ned. Og næste dag da jeg kom fra skole var cirkuset rejst, og jeg så ham aldrig mere.
Min Herre har altid elsket nattehimlen.
Han har ofte kaldt mig til sig, når han ikke selv kunne sove, og sammen har vi stået i et af tårnene eller på det flade tag, og han lærte mig at finde de Syv og mange andre stjerne billeder. Min Herre siger at
stjernerne blinker og danser efter en himmelsk bog skrevet med Guds egen håndskrift. Jeg glemmer aldrig den aften, da vi så den store stjerne for første gang.
Det var som om deraf tusind regnbuer, var blevet lavet en lysende knude stærke end fuldmånens lys. Jeg har aldrig set min Herre så ophidset. Han sagde, at nu blev der født en mægtig fyrste et sted i vest, og at det var himlens vilje, at vi straks aflagde denne fyrste et besøg for at vise ham vores respekt. Så samme nat drog vi
af sted, et stort og stateligt følge.
Min Herre er en gammel mand, og det med at ride på kamel i flere dage er ikke længere noget, han bryder sig om. Men som det er min opgave her i livet prøvede, jeg
hele tiden at muntre ham op. Min Herre er nemlig konge, og jeg er hans nar. Jeg muntre ham op og får ham til at glemme, jeg får ham til at le.
Vi var ikke de eneste, der havde set stjernen og som fulgte dens vej. Snart mødte vi også andre der skulle samme vej og havde samme ærinde, så da vi nåede Jødernes land, var vi tre konger der rejste i følge en stor karavane med mange hundrede tjenere og soldater,
foruden heste hunde kameler og elefanter.
Hvad havde vi så ventet at finde?, vi havde ventet at finde en fyrste mægtigere end nogen af de tre konger, vi red sammen med. Vi havde ventet at finde en kongernes Konge en Hersker uden lige. Men hvad fandt vi en stald, et skur, en lille faldefærdig rønne. Vi fandt to unge
mennesker sultne og trætte langt hjemmefra. En fattig snedker, hans unge kæreste, og barnet som hun netop havde født.
Det hele gjorde os lidt forlegne, vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle tro eller mene, og jeg kunne se, at vi også gjorde dem derinde forlegne. Men vi havde rejst langt, så mens resten af følget ventede udenfor, gik de tre konger Kaspar, Melchior og Balthazar ind i den lille stald.
Gennem døren og sprækker i væggen kunne vi se, at de knælede derinde og gav barnet gaver guld, røgelse og myra, sådanne gaver
som konger og kejsere giver til hinanden.
Jeg forstod ingenting, men jeg er jo også bare en stakkels nar og gøgler. Det hele forekom aldeles
meningsløst. Jeg så på de tre der lå på knæ derinde. Jeg så på dyrene der flokkedes omkring dem. Jeg så på de fattige forældre. Jeg så på barnet som de havde lagt i en krybbe, jeg hørte at barnet græd. Moderen prøvede at
berolige den lille. Men det lille drenge barn var utrøstelig, som om al verdens sorg og elendighed var lagt på det. Og som om vægten af al dette var mere end det kunne magte.
Jeg ved ikke hvad der gik af mig, men pludselig vidste jeg, at også jeg måtte
derind, jeg og de to andre gøgler. For hver konge havde medbragt sin egen nar. Så nu tog jeg fat i mine kolleger og trak dem med mig ind i stalden.
Jeg forstår stadig ikke, at jeg turde, for jeg så at det lynede i min Herres øjne. Men jeg havde ikke tanker for andet end barnet og dets gråd.
Så vi begyndte, vi tre narre, at lave løjer, og snart begyndte vore herre at smile, og barnets far begyndte at små le, barnets mor strøg en hårlok væk fra panden, og så taknemlig på os med blik jeg aldrig vil glemme, for nu stilnede gråden af. Barnet som var nyfødt så os, med et ansigtsudtryk der var så
lys vågent og klart, at det gjorde ondt. Nu faldt vi på knæ, for nu forstod vi, at stedet var helligt. At barnet var
helligt, og at det var en hellig familie, og at de tre Konger herefter vil blive kaldt de Hellige Tre Konger. Nu knælede også vi, de
Hellige Tre Narre. Mens vi lå der på knæ foran krybben, fortsatte vi med at lave de latterligste grimasser til hele stalden kluklo af latter. Til barnet glemte alt om sorg sult tørst og kulde. Til barnet så på os, med øjne der strålede sådan, at selve luften lyste omkring os.
Siden hen, nu hvor jeg bedre forstår, plejer jeg at sige. Lad ingen tænke ilde om latter. Latter glæde og kærlighed høre nemlig sammen. Derfor er det med stolthed. at jeg kan sige. Dette var min gave, gaven fra de Hellige Tre Narre. Vi skænkede ikke guld, røgelse eller myra, men vi gav barnet glæde
. |
