Kalendarium Fastelavn

Fastelavn falder ikke på en bestemt dato, men fastelavnssøndag er altid 7 uger før påskesøndag. Det kan derfor kun være fastelavn mellem d. 1. februar og d. 7. marts.

Den kirkelige faste og vor fastelavn er to helt forskellige ting. Fastelavn er en folkelig verdslig fest, som er blevet fejret inden faste perioden, hvor man skulle forsage verdens goder

Fastelavn er en skik, der har rødder tilbage til tiden før reformationen. Navnet, fastelavn kommer af det plattyske Fasteabend, Fastelabend eller Fastelauen der betyder fasteaften - altså aftenen før fasten begynder. I den katolske tid skulle man rense og "spæge" sit legeme til den store påskehøjtid, på samme måde som Jesus havde gjort , da han opholdt sig i ørkenen i 40 dage. Derfor måtte man ikke spise kød i fyrre hverdage før Påskedag. Før reformationen i 1536 var fastetidens mad groft brød, fisk og lignende. Før fastens start ville man naturligvis - så vidt pengepungen tillod det - gerne smovse i lidt af dét, der snart ville være forbudt, i over en måned: fint brød, kød og fede spiser. Det at faste er sandsynligvis aldrig blevet dyrket med samme fanatisme af den nordiske almue som af befolkningerne i det sydlige Europa

Fastelavn og det at holde karneval stammer oprindeligt helt tilbage fra middelalderen og var en hedensk vårfest - en frugtbarhedsfest. Tilbage i middelalderen var løjerne anderledes barske end i dag og kunne undertiden omfatte druk, hor, oprør og gevaldige ædeorgier. Derfor forsøgte gejstligheden at få afskaffet al den løsslupne fastelavnsfestivitas ved reformationen i 1536, uden at det dog lykkedes. Selvom det var den katolske kirkes officielle holdning at standse fastelavnsløjerne accepterede den katolske kirke i Danmark dog stiltiende, hvad den ikke kunne forhindre: Den søgte blot at dæmme op for højere gejstliges deltagelse i morskaben, den tog afstand fra alt for voldsomme drikkegilder og holdt fast i, at fastelavns-festlighederne ikke måtte fortsætte ind i de 40 dages faste før påske.

At det kunne gå voldsomt til, i fastelavnstiden, kan ses i skråen (ordensbestemmelserne) for Guds Legems Laug, der var et mødested for Aalborgs bedre borgerskab. Skråen forbød medlemmerne at slå hinanden i hovedet, at spænde ben for hinanden i dansen, at skubbe hinanden ind i ilden, og at ligge på mordsti. Skomagersvendene i Odense havde forbud mod åbenlyst at gå på horekro efter laugets møder.
Læg dertil, at middelalderens daglige ølforbrug på fem liter temmelig sikkert blev forhøjet i fastelavnstiden. På den baggrund er det let at forstå, at både kirkelige og verdslige myndigheder så med blandede følelser på de grove løjer. For eksempel forbød Christian den Anden i sin skoleforordning fra 1521 præsters, degnes og peblinges (elever) omløben", det vil sige syngen ved dørene i håb om en skilling eller en bid brød.

Fastelavnsskikken svarer til de store karnevaler i Sydeuropa, som opstod i Italien for mere end 800 år siden. Derfra bredte den sig udover Europa og via Tyskland kom den også til Danmark i slutningen af 1300-tallet, da tyske købmænd og håndværkere tog deres fastelavnsskikke med sig til de danske byer. Traditionen sammentømrede håndværkere som stand og skabte en fælles kulturel bevidsthed. Fra landområder kendes fastelavnsløjer først fra 1600-tallet. Hver stand fik i øvrigt sine egne fastelavnstraditioner. Adelen indlagde for eksempel ringridning og turneringer i deres festligheder. Håndværkerlaugene samledes til laugsdrik, der foruden mad og drikke også bød på fastelavnsspil. Fastelavnsspillene var datidens samfundssatiriske underholdning fremført af drenge fra latinskolerne. To af disse spil fra 1500-tallet er bevaret; Den utro hustru og Paris´ dom. De er begge fra Vor Frue Skole i Odense.
Traditionen med at slå katten af tønden kom til landet sammen med de nederlændere, som Christian d. II hentede til landet omkring 1520. Disse nederlændere slog sig ned på Amager, hvor de indførte tøndeslagning til hest. Denne tradition holdt man fast i helt op til vore dage, hvor dette stadig gennemføres i Store Magleby. Andre har så senere også taget denne skik op, som det f.eks. foregår i Veksø.
I Sønderjylland har man hvert år store fastelavnsstævner, hvor man i stedet for at slå katten af tønden til hest, afholder ringridning. En lille ring hænges op i en galge et godt stykke over jorden, rytteren skal herefter i galop med en lang stok forsøge at fange ringen. Den der først tager ringen 3 gange bliver konge. Den næste bliver prins.

Fastelavnsugen
Fastelavnssøndag og -mandag, blev kaldt for flæskesøndag og flæskemandag, for som et ordsprog sagde: "Hvo som ikke æder godt med flæsk i disse to dage, han vil få rygve (ondt i ryggen) det ganske år" og der er ingen tvivl om, at der blev gået godt til den. Folk tog godt fra af kød- og fede flæskeretter. Det var jo med at nyde den fede mad inden fastens kedelige spiser. At maden i fastetiden ikke har været specielt spændende vidner menuen fra Harboør i Vestjylland om. Her spiste man al den tørrede, saltede og røgede fisk, man havde tilbage fra resten af året samt grød, vælling, øllebrød og al slags mælkemad og æg. Karneval, som jo netop hører fastelavnstiden til, ligger i selve ordet, der på italiensk betyder: farvel kød!

Tirsdag efter fastelavn blev overalt kaldt hvide tirsdag enkelte steder anvendtes betegnelsen fede tirsdag dog. Den dag spiste man varm mælk og æggesøbe med hvedebrød eller -boller ("bollemælk"). Navnet, hvide tirsdag kommer af, at den dag brugte man hvidt mel, til daglig bagte man jo med det mørke rugmel. De boller der blev bagt af det hvide mel havde en klat smør inden i deraf navnet fede tirsdag.

Først om onsdagen begyndte selve fasten og fra den dag omfattede fasten også almindelige mennesker. For de gejstlige var fasten startet allerede flæskemandag. Askeonsdag skulle alle møde op i kirken med aske i hår og ansigt. Skikken ændredes senere til, at præsten dyppede sin finger i asken og tegnede et kors i panden på hver enkelt kirkegænger, mens han mumlede: "Menneske, du er kun aske". Det skulle være med til at gøre menneskene ydmyge og fromme i fastetiden. Askekorset blev afskaffet ved reformationen, men navnet askeonsdag er bevaret.

Fastelavnsugens sidste dage blev blot kaldt for torsdag, fredag, lørdag i hvedebrødsugen. At disse dage ikke havde specielle navne kan skyldes, at den rigtige festtid nu var forbi.