Kalendarium - november Hubertus

Hans mindedag er sædvanligvis 3. november, men dødsdagen 30. mai står også i nogen kalendere. Hans navn står i Martyrologium Romanum.

Den hellige Hubert eller Hubertus blev efter overleveringer født 658 som den ældste søn af hertug Bertrand af Toulouse. Historien om Hubertus er så blandet med legender, at hvad der er historisk korrekt og hvad der er legender ikke længere kan skilles fra hinanden.
Som ung kom han til hoffet hos kong Theoderik III af Burgund, som udnævnte ham til greve, og ved hjælp af fyrstens gunst og sine egne evner fik han snart de højeste embeder i landet. Han giftede sig som ganske ung med den skønne Floribana af Leuven, men både hun og barnet døde i 685 da deres førstefødte søn Floribert blev født. For at drukne sin sorg kastede han sig ud i alle slags verdslige fornøjelser.
Hubertus frasagde sig alle embeder og forlod hoffet, han gav sin formue til de fattige og trak sig tilbage til ensomheden i Ardennerne, hvor han levede en tid som eneboer. Så begav han sig til den hellige biskop Lambert i Maastricht, som gav ham undervisning og viede ham til præst. I 709 blev Lambert dræbt, og pave Sergius fik i et syn besked om på gøre Hubert til hans efterfølger. Men da Hubertus på det kraftigste nægtede at modtage denne værdighed, kom en engel fra himmelen måske Jomfru Maria selv, som satte i bispesædet, og det gjorde at han straks føjede sig.

Hubert rejste nu til Maastricht, og virkede der som biskop af Tongern-Maastricht i mange år, og missionerede ivrigt i det sydlige Brabant og i sit tidligere jagtområde Ardennerne i vore dages Belgien, hvor mange dengang stadig var hedninger, og han ødelagde gudebiledderne. Han kaldes derfor også for Ardennenes apostel. Skovene i Ardennerne strakte sig den gang mellem floderne Meuse og Rhinen. Han byggede en katedral ,over stedet der Lambert blev dræbt, og i 716 overførte han sin forgængers relikvier til katedralen, og ca. år 721 lagde han sit bispesæde der. Stedet fik senere navnet Liège (Luik/Lüttich) og udviklede sig til en rig by. Hubertus regnes som dens grundlægger.
I 726 fiskede Hubertus fra en båd i floden Meuse, da der skete en ulykke som medførte mange lidelser for Hubertus. Femten måneder senere, den 30. maj 727, døde Hubertus i Tervueren ved Brussel i Belgien. Han blev bisat i katedralen i Liège. Den 3. november 743 blev hans relikvier skrinlagt - den gamle formen for en helgenkåring. Han havde grundlagt klosteret i Andain (Andagium), i dag Saint Hubert i Ardennerne ved grænsen til Luxembourg, og dertil blev hans relikvier overført den 30. september 825. Saint-Hubert var og er stadig en af de vigtigste valfartssteder i Belgien.
Fra 1000-tallet har Hubertus været skytshelgen for jægere, og den berømte Hubertusjagt holdes til ære for ham den 3. november. I nogen områder bliver han regnet med blandt de fjorten nødhjælper. I Tyskland blev han regnet med blandt de såkaldte Fire hellige marskaler. De tre andre var de hellige Antonius, Kornelius og Quirinus. Disse blev længe regnet for at stå Gud nær og derfor specielt nyttige som forbedere.
Hans attribut er et krucifiks i et hjortegevir. Det gør at han ofte blandes sammen med den hellige Eustacius, som var den første som skal have mødt en hjort med et lysende kors i geviret. Andre hellige som er knyttet til denne vandrelegenden er Felix af Valois, Johannes Matha og Meinolf. Hubertus kan kendes på at han bærer bispedragt. Er han fremstillet som jæger, har han oftest hunde og jagthorn som attributter. Han var også skytshelgen for jagthundene, og deraf kommer det at han også er beskytter mod hundebid og hundegalskab. I Belgien og Frankrig kaldes hundegalskab derfor ofte "mal de Saint-Hubert". På grund av ulykken på floden Meuse er han også skytshelgen mod vandskræk.

Denne legende som først er dukket op på 1300-tallet, fortæller:
En langfredag drev Hubertus sin yndlingsbeskæftigelse og gik på jagt i Ardennerne, og der fik han øje på en hjort. Til jægerens forbavselse blev hjorten rolig stående, og Hubertus havde allerede spændt buen, da han opdagede, at den havde et lysende krucifiks mellem hornene. Han sank i knæ og hørte en stemme som manede ham til ikke at glemme det evige liv. Dette gjorde så stærkt indtryk på ham at han omvendte sig helt til Gud.