 |
Det er
en middelalderlig sagnfigur, Ahasverus der også kaldtes den evige jøde, og altså også
Jerusalems skomager.
Sagnet om Jerusalems skomager som er kendt i Danmark
fra 1500årerne siger, at han nægtede Jesus at hvile i
skyggen foran sit skomagerhus på vandringen til Golgatha.
Som straf derfor skulle han vandre indtil
Verdens Ende. Kun julenat, måtte han hvile ud ved
at sætte sig på en plov, en harve eller andet markredskab, som bonden
havde været så uforsigtig at lade stå ude på sin mark. Sagnet siger også at
på de marker hvor disse markredskaber, -som Ahasverus har hvilet sig på-,
bliver brugt, vil der blive missvækst det følgende år.
Derfor sagde gammel bondeovertro, at ingen markredskaber måtte stå ude
julenat
|
|
At sagn og legender indgik som en naturlig del af bøndernes hverdag selv
langt op i mod vores tid fremgår af denne beretning af Ellen Korte-Hansen,
Højelse.
Min Morbror Niels havde nogle meget store træsko. Dem tog han på juleaftens dag, når han og jeg
skulle i gang med ”arbejdet”. ”Arbejdet” bestod af to ting:
Vi
skulle på en inspektionsrunde omkring huset, og vi skulle opsige mus og
rotters troskab. Vi gik i gang sidst på eftermiddagen, lige inden det
blev mørkt. Med mig i den ene hånd og en stor kæp i den anden gik han
sin runde. Kæppen satte han hårdt i gårdspladsen, alt imens han
klaprede mest muligt med træskoene. Det var, sagde han, for at nissen
kunne høre, at vi kom. Inspektionsrunden gik ud på, at vi skulle
kontrollere, at alle redskaber var sat ind, for hvis de stod ude
juleaften, ville Jerusalems skomager komme og sætte sig på dem. Og så
ville de ikke kunne bruges til noget som helst hele næste år. Jeg kunne
ikke rigtigt forstå det; jeg syntes vist nærmest, det var synd for denne
gamle skomager, at han ikke kunne få et eneste sted at sidde ned, når
han nu var så træt i sine gamle ben. Opsigelsen af mus og rotters
troskab kunne kun ske denne ene dag om året. Og det skulle være på et
ganske bestemt tidspunkt – lige i tusmørketimen. Når vi havde sikret
os, at alle redskaber var sat på plads, gik vi endnu en runde. Morbror
Niels standsede ved alle hushjørner, og med høj og klar røst kaldte han
på alle musene og rotterne, takkede dem, fordi de var kommet og for deres
troskab, hvorefter han gav dem lov til at rejse, hvorhen de ville. Derfor
var der aldrig mus og rotter hos morbror Niels.
Også skødselskovl og ovnsrage skulle
tages ind til julen. Ellers brugte de underjordiske dem til at bage med.
Juleaften måtte lyset ikke slukkes. Den, som gjorde det, skulle dø inden næste
juleaften.
|