I følge folketraditionen, 
var der i tidligere tiders bondesamfund en generel opfattelse af, at hekse er særligt aktive på magiske helligaftener. Da var de f.eks. ude for at samle ingredienser til deres troldomsaktiviterer. Eller de var på rejse til heksemøde på Bloksbjerg i Harzen eller ved Troms Kirke i Norge.
Og derfor brændte man indtil kalender-reformen i år 1700 også bål på Valborg aften 30 April samt i pinsen. Så heksene holdt sig væk.
Skikken kan også hænge sammen med tidligere tiders frugtbarhedsritualer . man havde bl.a. en forestilling om at de marker der blev belyst med bål ville blive særligt givtige, -og det var normalt at blusse på de gamle gravhøje, hvor bålene kunne ses langt væk.
Men med kalender reformen blev kalenderen rykket 11 dage frem og så var det for koldt at sidde ude i pinsen og på Valborg aften. Derefter døde skikken med at brænde valborgblus langsomt hen.

I disse bondesamfund  har det på Valborg dag været skik i sær i Jylland, 
at bonden tidligt om morgenen signede sit hus og hjem og alt, hvad der var hans, med en formular, der i lighed med mange andre signeformularer er en ejendommelig blanding af kristendom og hedenskab. 
Før solen stod op tog han en flyverøn (et skud af rønnen, der af en fugl er sået i et andet træ, hvori den er vokset frem) i hånden og stillede sig med den ved sit gårdsled med ansigtet vendt mod øst og han messede da som så: 

"Hjælpe mig Gud til et godt år, en god dag og en god time, i Jesu navn, amen! 
Men nu beder jeg for mit bo og min bolig det hellige fredsens bud. Hjælp mig, Gud Fader! Hjælp mig, Guds søn! Hjælp mig, Gud den Helligånd! Amen! 
Nu beder jeg for min tyr og mine stude, for mine køer og mine kalve, for mine heste og mine føl, for mine får og lam, for mine bukke og mine geder, for mine svin og mine grise, for min orne og for min galt, for mine gæslinger og mine kyllinger, for mine bier og mine duer, for min komælk og min fåremælk, for mit smør og min ost, min brygning og bagning, for mit øl og for mit brændevin. 
For alt dette beder jeg det hellige fredsens bud i dette år og fremdels, mens verden står. 
Jeg byder alle jætter og alle troldfolk, som er i denne by, i dette sogn og i dette land, ved den tornebusk, hvormed jøderne pinte den Herre Jesus Kristus ! Jeg sætter jern for deres "skud", for deres hjerterødder, samt de ni stærke eder, både for og bag! Jeg sætter alle troldfolk og alle jætter hen i den fandens basun, som er både i syd og nord, i øst og vest, som er i denne by, i dette sogn, i dette land - dem sætter jeg fanden i vold i dette år og siden hen.

Nedenstående beretning om en Valborg aften
er et uddrag af en længere beretning En jydedrengs saga hentet fra Sejs-Svejbæk Lokalhistoriske Forening.
Stedet er omkring Askhøj og tiden er i mellem de to verdenskrige

Hekse, havde man ikke i Husene, heller ikke udenfor Disse ondskabsfulde Kvinder, der udøvede sort Magi, der kunne ødelægge Kvæg og Afgrøde, bringe Sygdom og Uheld af enhver Art, og gøre al Smørkærning umulig. Heksene var og blev borte. De, der havde været, var forlængst brændt på Bålet, eller jaget til Bloksbjerg. Man afbrændte ikke Sankt Hansbål hos os, som fordum på Sankt Hans Aftenen, før Sankt Hansdagen den 24. Juni. Derimod, blussede Bålene Valborg Aften, den 30. April. Der var noget helligt ved denne Aften. Dagen derpå, der var den første Mai, var den hellige Walpurbisses Dødsdag, altså var det Mindeblus der flammede. Vi Drenge, havde længe forinden haft travlt med Lyngruskning. En Mængde grene fra Frugttræer og Buske havde vi slæbt sammen. I det hele taget, var alt hvad der var kassabelt og brændbart, lagt på Bålet. Lyng og Granris, blussede hurtigt af, hvorimod de tykke Grene, gav gode Gløder. Vore Valborgblus var som Regel et af de største på Stedet. En hushøj Bunke samlede vi. Store Kartofler hentede vi og lagde i. Når Flammerne fra det store Blus skød i Vejret, med en Regn af Gnister, kunne det ses viden om og hidførte mange Børn og voksne Mænd, også nogle Koner. Sådanne Stunder, var Farfar rigtig i sit Es, han holdt meget af at gøre Ild. Når Farfar ind imellem brændte et Stykke Lyng af, tog Ilden ofte Magten, med Fare for Skov– og Husbrand. En Valborg Aften blev gerne en lang Aften, langt over normal Sengetid. Før den sidste Glød var slukt, skulle de velstegte Kartofler rages af Asken og fortæres. Mænd, Kvinder og Børn, klumpede sig sammen om det døende Bål og nød de stegte Kartofler mens Snakken gik. I mere end tre Timer havde vi været i Lys og Varme, nu slog Mørket sig sammen om os, og man fornam Nattekuldens Bid. Først nu, så man et lille Blus henne i Skovbrynet, en lille Kilometer borte. „Ja! no ka i si met Blos“, siger Otto. Gusta og Otto, der havde Ejendommen, dernede ved Vejen og meget nær Nordskoven, havde været ved vort Blus det meste af Aftenen. Otto forklarede os, hvordan han havde hældt Stenkulstjære i en gammel Hat og havde fået den til at stilles på en Gren, på et af Skovbrynets store Træer. Man kunne ikke bebrejde Otto for manglende Respekt for Advarselsskiltes Forbud, mod åben Ild i Skoven. Dengang, var der endnu ikke sådanne Skilte. Det var, som sagt, ganske vist.