Make your own free website on Tripod.com

Kalendarium

Webmaster Kalender DK

Mange gamle mærkedage er ved at gå i glemmebogen, men nu er det som om, der er ved at blive større bevidsthed om, at denne kulturskat ikke må gå i glemmebogen. På dette web-sted vil der, efterhånden som vi får indsamlet oplysningerne og bearbejdet dem, komme en præsentation af alle vore gamle kalenderdage, med alle de folkelige traditioner, skikke og vejrvarsler, der har været knyttet til dem igennem tiderne. 
Så Web-stedet skal ses som et forsøg på at bringe denne kulturarv ud til en større skare.
Dersom du kender til skikke knyttet til en af vore gamle kalenderdage, som du synes høre med her, så send os en mail derom,   Skriv til Kalendarium 

Ordet Kalender 
stammer fra det latinske 'Calendae', der betyder 'den første dag i måneden'. 
Vor nuværende kalender den gregorianske kalender er et menneskeskabt ordnet tidsregningssystem, der er baseret på periodiske astronomiske fænomener. Den giver en fortegnelse over de efter måneder og uger ordnede dage i året helgendage kirkelighøjtider o. lign.. Der har op igennem historien været anvendt flere forskellige kalender systemer, der er derfor begivenheder, der kun meget vanskeligt lader sig præcist tidsfæstende eller for nogles vedkommende er helt umuligt. 
Den nu almindelig benyttede gregorianske kalender er skabt på basis af den romerske kalender og den julianske kalender.

Den romerske kalender

Den Romerske kalender er det tidligste kalender system der har været anvendt her i Europa, den indførtes af Romulus år 754 før f.Kr., året der begyndte med marts opkaldt efter de krigeriske romeres gud, Mars, og bestod kun af 304 dage, fordelt på 10 måneder. Da dette år ikke stemte med solåret, -som helt nøjagtigt er 365 døgn, 5 timer, 48 minutter og 45,9754 sekunder- indførte  kong Numa Pompilius år 450 før f.Kr. månederne Januarius og Februarius. Året, der herved blev 355 dage, begyndte da ved vinter solhverv. Selv efter denne justering passede året stadig ikke med et solår, der blev derfor efter indviklede beregninger indsat ekstra dage, hvilket efterhånden som årene gik skabte stor forvirring,

Den Julianske Kalender 
For at rette op på denne forvirrede tilstand lod Julius Cæsar år47 f.Kr. udarbejde Den Julianske Kalender med solåret på 365.25 døgn som grundlag, idet de tre af fire på hinanden følgende år var på 365 døgn, det fjerde et skudår på 366.  For at bringe orden i ældre tiders rodede kalender og få månederne til at passe med årstiderne måtte Cæsar indsætte tre skudmåneder i året 46 f.Kr., der blev på 455 dage og af romerne huskedes som Forvirringens år. I de første 5 dekader efter indførslen, herskede der usikkerhed om hvilken kalender der var den officielle, men den Julianske kalender blev endeligt accepteret i 8 e.Kr.. Den Julianske Kalender opretholdt inddelingen i 12 måneder, der fulgte de fire årstider, samt syvdagesugen og fastsatte nytår til 1. januar. Den Julianske kalender antager derfor at et år er eksakt 365.25 dage, men det gennemsnitlige solår er 365.2422 dage, hvilket betyder at et Juliansk år er ca. 11 minutter og 14 sekunder for langt, en fejl der akkumulerer til 1 dag på 133 år. Således er 400 Julianske år omkring 3 dage for mange. Afvigelsen i den Julianske Kalender i forhold til solåret som i løbet af 128,5347 år udgør 1 dag, gjorde f.eks., at forårsjævndøgn, som i året 325 da kirkeforsamlingen i Nicæa holdtes, indtraf den 2l. marts, senere fjernede sig fra denne dato således, at forårsjævndøgn i året 1582 faldt på 11. marts eller 10 dage tidligere. Det blev den gregorianske kalender der kom til at rette op på denne skævhed.

Den gregorianske kalender 
Det var pave Gregor XIII, der reformerede den julianske kalender ved at indføre den gregorianske kalender, som blev sat i kraft af den romersk-katolske kirke den 4. oktober 1582. For at få lidt orden i de forvirrende "ekstra dage" gik man direkte fra den 4. oktober til den 15. oktober, så der var nogle mennesker, der mistede deres fødselsdag. Og der er stedfundne begivenheder, der nu ikke kan tidsfæsttes! 
Tidspunktet for indførelsen af disse ændringer varierede meget i forskellige lande, og det volder store problemer i europæisk datering. De ikke-katolske kirker blev ikke uden videre ført ajour. I Danmark kom vi først med fra år 1700. Det medførte, at den 18. februar blev umiddelbart afløst af den 1. marts. 
Derfor er det foreksempel ikke let (og i nogle tilfælde umuligt) at sige med sikkerhed, hvornår visse begivenheder nøjagtigt fandt sted, især i Middelalderen. Sommetider er angivelsen af årstallet et år længere fremme end efter den nuværende tællemåde. For eksempel er år 1203 efter den tids datering det samme som 1202 efter vores datering. Og at man sommetider talte årets måneder fra 1. marts og ikke fra 1. januar kan også give anledning til forvirring.
Men for eksempel Rusland og Grækenland kom slet ikke med i den gregorianske kalenderreform. De bruger stadig den julianske kalender. Følgelig er de cirka 12 dage bagud i forhold til "den nye tid". Det kender vi fra de forskellige tidspunkter for fejringen af jul og påske i kristenheden.
At Muslimer, Jøder og flere andre anvender helt andre kalendersystemer, og beregner år og måneder på andre måder, skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld.
Den islamiske kalender tæller ud fra Hedjrea, 622 e.Kr., som år 1 og har måneår på 354 dage med måneder a 29 eller 30 dage og 11 skudår i løbet af 30 år, hver med 355 dage. I denne kalender flytter månederne sig altså i forhold til årstiderne.
Jøder Den jødiske kalender tæller årene fra verdens skabelse, der er arbitrært ansat og svarer til år 3761 f.Kr.; her består året af 12 måneder, fra nymåne til nymåne, ca. 354 dage, men med en indskudt 13. måned på 30 dage i 7 ud af hver 19 for at give året den rette gennemsnitlige længde.
Tidligere begyndte i den jødiske kalender måneden, når nymånen var observeret; men den følger nu faste regler, der svarer til den 19-årige måneperiode.
I den kirkelige kalender retter de faste helligdage sig efter solåret, de bevægelige efter Månen.
Men verdsligt og internationalt er det den gregorianske kalender, der har givet det fælles mønster, som "alle har at rette sig efter" uanset tro og religion.

Primstaven 
Længe inden at at der eksisterede trykte almanakker og også længe derefter, var specielt blandt almuen det mest anvendte kalendariske hjælpemiddel Primstaven 
I gammel tid var det en pligt, for den der ejede en primstav at bringe den med, når almuen var samlet, for at kunne informere om, hvornår det var den næste fest- og mærkedag.
Navnet primstav kommer af det latinske prima (gyldental), som er årets nummer i den 19årige månecyklus 
Disse kalenderstave var evighedskalendere. Primstaven var oftest af træ 3-7 cm. bred og 80-90 centimer langt. På staven var der en streg eller et hak for hver dag, og mærkedagene var markeret med en stiliseret figur, nogle af stavene har også en ugemarkering, og nogle havde et mærke for vågenætterne før visse højtider. De færreste af stavene har gyldental, og kan derfor ikke bruges til at udregne de bevægelige helligdage i kirkeåret. Stavene har en sommerside fra 14. april til 13. oktober og en vinterside fra 14. oktober - 13. april.
Almanakudgivelse
Der er blevet udgivet almanakker helt siden middelalderen, men i 1636 fik Københavns Universitet eneret til denne udgivelse. Almanakken rummer typisk en fortegnelse over årets dage, kirkens helligdage, forudsigelser om vejret samt tidspunkter for måne- og solformørkelser. Der var også en betydelig mængde astrologiske forudsigelser og tabeller med hvilke dage på året der var egnet til åreladning. Ved en reform i 1684, blev alle de ubegrundede astrologiske gætterier udeladt og der blev lagt mere vægt på f.eks. bestemte planetkonstellationer. Thomas Bugge forsøgte fra 1779 at fjerne alle spådommene, men konsistorium forlangte dem tilbage! C.F.R. Olufsen fjernede i 1834 vejrforudsigelserne, men erstattede dem med tabeller over de seneste års temperatur og nedbør. Helt frem til 1911 udgaven var der en beregning af tidspunktet for verdens skabelse - år 3967 f.kr. - udført af Longomontanus. Med almanakken år 1700 overgik Danmark til den gregorianske kalender som var blevet indført i de katolske lande i 1582. Kirkeåret fulgte først den gregorianske kalender fra 1743. Ole Rømer gjorde et betydeligt arbejde i denne forbindelse. Ved overgangen rettede man op på mange århundreders ophobede fejl. Rent praktisk foregik det ved, at man skar 11 dage af februar måned.
Almanakken er uden tvivl den publikation der i Danmarks historien der er udkommet i gennem den længste årrække, i slutningen af 1800-tallet var oplaget oppe i nærheden af 200.000 eksemplarer. I dag er almanakprivilegiet ophævet (1976) og almanakken for år 2001 er nummer 316 i rækken af almanak udgivelser og oplaget er nu ca. 20.000.
Igennem de sidste 30 år har astronom Ole Einicke stået for almanakberegningerne.